Katta lemuren er meget let at kende på den sort-hvid stribede, lange hale. De lever i store flokke på op til 30 individer. Den lange hale gør dem til super-springere. Halen virker nemlig som balance-stang, og gør kattaen i stand til at springe langt og sikkert i de høje trætoppe.
Katta lemuren har en særlig evne til at overskue hele flokken. Med et hurtigt blik kan den let overskue om hele flokken er samlet. Når de går gennem terrænet, holder de den ringstribede hale højt som et flag, hvilket gør det let for dem at holde øje med hinanden. Når Katta lemuren slapper af, sidder den gerne i den samme stilling som Buddha. Man kalder den derfor også for ”den levende Buddha”.
Katta Lemuren kommunikerer i høj grad ved at sprede dufte, der kommer fra forskellige kirtler på kroppen. Duftene spredes, når de gnider halen mod kirtlerne og vifter med halen. Når lemuren vifter kraftigt med halen, foregår der en ”duftkamp”, som er med til at bestemme individets status i flokken.
Katta lemuren er drægtig i 120-153 dage. Ungerne passes ikke kun af moren, men også af de andre hunner i flokken. Disse hunner kaldes for ”tanter”, og de bærer ungerne på ryggen.
Katta lemuren er alvorlig truet af udryddelse. Den lever nemlig kun på Madagaska og har derfor et meget begrænset naturligt levested. Jesperhus deltager i det europæiske avlsprogram (EEP) for denne truede dyreart. Ungerne fra vores avlsdyr sendes derfor til andre godkendte zoos som en del af bevaringssamarbejdet.
Levested: Madagaskar.
Føde: Blade, græsser, blomster og frugt.
Unger: 1-2 unger pr. år.
Alder: 15-20 år.
Størrelse: 56-68 cm.
Vægt: 3,5 kg.